2021 – Gentagne Gentagelser – Gruppeudstilling – Pakhuset – Viborg
I nov. 2021 kunne udstillingen Gentagne gentagelser opleves i Pakhuset i Viborg. Udstillingen var en gruppeudstilling med kunstnergruppen Kejser, Neupart & Beck, og udstillingen var kurateret af billedkunstner Annette Olesen.
Billedkunstnere udfordrer gentagne gange gentagelser i Pakhuset :
Kunstnergruppen Kejser, Neupart & Beck er ikke bange for gentagelsen. Tværtimod. De har taget den et skridt videre og har kaldt deres udstilling i Pakhuset i Viborg for Gentagne Gentagelser. Kunstnergruppen består af 3 billedkunstnere fra Aarhus: Lotte Kejser, Lotte Neupart og Susanne Beck. De er alle uddannede fra Aarhus Kunstakademi og er alle primært malere med hang til det skulpturelle. Deres kunstneriske praksis er forskelligartet, men et fællestræk er, at de anvender gentagelsen som afsæt for udvikling af hver deres individuelle univers. Intentionen med udstillingen er, at tilbyde beskueren en både harmonisk og samtidig dynamisk udstilling med fokus på farven, formen og fladen. Kejser udtaler: ”Vi arbejder med gentagelsen i forhold til format, form, farve, tema, materiale, overflade m.v. Vi lader os også inspirere af gentagelserne i vores daglige liv og i vores omgivelser. Neupart udtaler: ”Gentagelsen er en forudsætning for udvikling. Vi udvikler os automatisk i gentagelsen”. Beck supplerer: ”Ja, når man ikke længere kan være i gentagelsen, har man jo allerede udviklet sig”.









2021 – Soloudstilling – GODSBANEN
Soloudstilling – 20. August til 19. September 2021 – Produktionsgangen, GODSBANEN
Arbejdet med farve og form er det centrale i Susannes praksis – ud fra den kendsgerning, at farve kræver en form og en form defineres af en farve. Hun anvender geometriske former som byggeklodser for kompositioner af farver, og her er cirklen et foretrukket formelement.
Farven, som oftest er akryl, kan være påført dækkende eller ved hjælp af utallige laseringer. Fælles er at farverne er nøje afstemt med små gradbøjninger af nuancer med det sigte at udfordre, hvorledes vi ser og opfatter farve. I værkernes spiller farven grå en særlig rolle med dens evne til både at påvirke og til at påvirkes af de omgivne farveflader. Susannes værker inviterer beskueren til at følge farvernes indbyrdes foranderlighed i deres kamp om at tiltrække beskuerens opmærksomhed. Tæt på kan forholdet mellem farverne afsløre et drama, men på afstand udtrykker værkerne ro, harmoni og fordybelse.
Om sin praksis siger Susanne følgende:
”Med fokus på visuel perception undersøger jeg farvernes univers. Et univers beskrevet med begreber som farvetoner, -klange og -akkorder. En skøn og broget farveverden med harmonier og disharmonier. En verden opbygget af farvekompositioner med tætliggende farveflader, hvor intet er absolut og alt er relativt. Et univers, som rummer både farvevirkelighed og farvevirkning.






2021 – Momentum – afgangsudstilling – Aarhus Kunst Akademi – Aarhus
Udstillet juni 2021 – en gruppeudstilling med kunstnerne fra Aarhus Kunstakademi
Værket Momentum består af en billedesamling og en skulptur. Alle dele i værket er variationer over én geometrisk form, og her er valgt formen på et cykelkædeled. I værket undersøges potentialer ift. cykelkædeleddets form – helt fra den iboende grundform cirklen og til komplekse formationer af kæder. På billedefladerne er formationer af formen skitseret med blyant på lærred eller træ. I det efterfølgende farvearbejde kompletteres kompositionen med farvenuancer opnået ved talrige
laseringer. Farvepaletten er begrænset og nedtonet. Skulpturen er en abstraktion over formationer af enkelte cykelkædeled – udformet i træ og koloreret fra valgt palet.
Cykelkæden er en ubemærket hverdagsting, men som abstraktion har kæden mange betydningslag – fra det personlige til det globale. Som moderne menneske i en travl hverdag med mange krav om fremdrift og præstation er kæden med udtryk som ”at holde kæden stram”, ”kæden er sprunget”, eller ”ingen kæde er stærkere end det svageste led” ofte anvendt som metaforer for vores væren i tilværelsen. Værket Momentum indbyder på flere niveauer til refleksion over menneskelig eksistens herunder kravet om konstant fremdrift – om at holde momentum.




