Susanne Beck bidrager til udstillingen I dyb respekt – parafraser over værker af udvalgte kvindelige billedkunstnere med 16 værker – alle blyant og akryl på rå lærred, 50 x 40 cm.
De 16 værker fordeler sig med 4 parafraser over værker af hver af disse 4 kunstnere: Aase Seidler Gernes (1927- 2018), Sophie Taeuber-Arp (1889-1943), Sonia Delaunay (1885-1979) og Else Alfelt (1910-1974).
For hver kunstner har Susanne valgt et motiv, en metode eller et særkende, som hun finder karakteristisk og interessant. De 4 karakteristika har hun tolket ind i eget univers og for hver kunstner skabt 4 værker på rå lærred koloreret med Susannes vanlige farvepalet.
Fra Aase S. Gernes portfolio har hun parafraseret over motivet på broderede tehætter, fra Sophie Taeuber-Arps værkproduktion har hun valgt de karakteristiske cirkelelementer fra værket Rytme, fra Sonia Delaunays værkportfolio parafraserer hun over marionetter og dada-hoveder og endelig fra Else Alfelts portfolio har hun fortolket akvarellen Lüneburger Heide.
De 16 skabte parafraser har – som Susannes eget univers – farve og form i fokus. I sin kunstneriske praksis anvender Susanne geometriske former som byggeklodser for kompositioner af farver, og hun undersøger, hvorledes farve og form gensidig påvirker og udfordrer hinanden. De 16 parafraser inviterer – som Susannes øvrige portfolio – beskueren til at følge farvernes og formernes indbyrdes foranderlighed, hvor intet er absolut og alt er relativt.