Udstilling Gentagne gentagelser

I nov. 2021 kunne udstillingen Gentagne gentagelser ses i Pakhuset i Viborg. Udstillingen var en gruppeudstilling med kunstnergruppen Kejser, Neupart & Beck, og udstillingen var kurateret af billedkunstner Annette Olesen.

Billedkunstnere udfordrer gentagne gange gentagelser i Pakhuset :

Kunstnergruppen Kejser, Neupart & Beck er ikke bange for gentagelsen. Tværtimod. De har taget den et skridt videre og har kaldt deres udstilling i Pakhuset i Viborg for Gentagne Gentagelser. Kunstnergruppen består af 3 billedkunstnere fra Aarhus: Lotte Kejser, Lotte Neupart og Susanne Beck. De er alle uddannede fra Aarhus Kunstakademi og er alle primært malere med hang til det skulpturelle. Deres kunstneriske praksis er forskelligartet, men et fællestræk er, at de anvender gentagelsen som afsæt for udvikling af hver deres individuelle univers. Intentionen med udstillingen er, at tilbyde beskueren en både harmonisk og samtidig dynamisk udstilling med fokus på farven, formen og fladen. Kejser udtaler: ”Vi arbejder med gentagelsen i forhold til format, form, farve, tema, materiale, overflade m.v. Vi lader os også inspirere af gentagelserne i vores daglige liv og i vores omgivelser. Neupart udtaler: ”Gentagelsen er en forudsætning for udvikling. Vi udvikler os automatisk i gentagelsen”. Beck supplerer: ”Ja, når man ikke længere kan være i gentagelsen, har man jo allerede udviklet sig”.